Selv i mørke er der lys
Anthony Doerr: Alt det lys vi ikke ser Politikens Forlag 2015
En meget smuk bog, hvor handlingen kærligt og nænsomt tager
form i de tungeste og mest grufulde rammer, der gives, nemlig krig. Anden
verdenskrig og tiden før.
Vi følger Marie-Laure, der som lille pige bliver blind.
Med sin fars hjælp lærer hun dog hurtigt at navigere rundt i Paris, hvor hende
og faderen bor. Faderen, der er låsesmed på det naturhistoriske museum i Paris
og lidt af en multikunstner, bygger en miniatureudgave af kvarteret, hvor de
bor og på den måde lære Marie-Laure at færdes rundt. Det er helt eminent godt
skrevet, når vi som læser får oplevelser, der er beskrevet gennem andre sanser
end synssansen.
I Tyskland bor forældreløse Werner med sin lillesøster på et
børnehjem. Werner finder en gammel ødelagt radio, som han reparerer og verden
åbnes for ham og søsteren på en helt ny måde via radioen. Da Werner viser et
stort talent for at reparere radioer, bliver han optaget på et miltærakademi
for unge drenge. Han må derfor som ganske ung mand med i krigen på tyskernes
side.
Gennem de to børns historie får man som læser kendskab til
alt det lys, man ikke kan se, selvom der er krig og tab for begge børn. Alt det
lys, man ikke kan se er venskab, kærlighed, loyalitet, betænksomhed, fællesskab
og naturoplevelser, der ikke sanses gennem øjet.
Anthony Doerr skriver
med stor følsomhed, uden at det bliver sentimentalt, en helt fantastisk historie.
Med lethed tager han læseren med i de to børns liv på hver sin side af krigens
grænser.
Når man læser bogen oplever frydes man og så græder man for
at le igen. Det er virkelig en rørende
og god bog.
Et lille citat fra den blinde pige Marie-Laures tur til stranden:
"Hun går. Nu er der kolde, runde småsten under hendes fødder. Nu tør, knasende tang. Nu noget mere glat: vådt, uberørt sand. Hun bøjer og spreder fingrene. Det føles som kold silke. Kold, ødsel silke hvorpå havet har lagt sine offergaver: Småsten, skaller, andeskæl. Små stykker tang. Hendes fingre graver og rækker ud efter det hele; regndråber prikker hende i nakken og på hændernes overside. Sandet trækker varmen ud af hendes fingerspidser og fodsåler.... (side248)
Kommentarer
Send en kommentar