”Og Liam og Jeg ligger bare der på hver vores stålbord helt adskilt og ubevægelige. Jeg ville ønske, jeg kunne bevæge min hånd, ville så gerne lade den glide ind i hans ligesom vi plejede. Og sige til mor, at hun skal holde op med at ligge der og græde, sige alt det som Liam sagde til mig, da vi sad oppe i lejligheden inden vi tog ned til broen. Fortælle om solopgangen, da vi stod deroppe som ligesom gjorde det smukt og rigtigt. Få hende og far til at forstå hvorfor. Fortælle den rigtige historie. Få Liam til at holde om mig, men det er åbenbart noget af det, man ikke kan, når man er død.” Bogen begynder med at ligene af Loui (eller Louise) og Liam bliver hevet op af vandet. De er lænket til hinanden med håndjern. Og det er Loui, den døde pige, der fortæller. Hun følger sine forældre og Liams familie efter dødsfaldene. Samtidig får man kærlighedshistorien med al dens lidenskab fortalt og følger parret, der som et andet Bonnie og Clyde-par havner i problemer. Liam, der k
Om litteratur og andre fortællinger