Joan Didion: Et år med magisk tænkning

Joan Didion har været gift med John Gregory Dunne i 40 år. I 2003 ved juletid ligger deres voksne datter i koma på hospitalet. Da de vender hjem fra hospitalet, sætter John sig til middagsbordet og falder død om. På et øjeblik kan et tæt samliv være forbi, kan der kun være én til at elske, kun én til at mindes, alt kan virke så forandret.

Livet ændrer sig hurtigt.

Livet ændrer sig i et nu.

Man sætter sig for at spise middag, og ens vante liv hører op.

Spørgsmålet om selvmedlidenhed.

Denne bog sætter sig fast. For det første er det et overflødighedshorn rent sprogligt. Didions formuleringer og så præcise og nøgterne i sine beskrivelser af dødens indtræden, så hun levner plads til at man som læser kan fremkalde gru og medfølelse.

I sine erindringer af samlivet med John, er hendes sprog billedskabende og sansemættet, så man kan leve sig ind i erindringerne og få medindtryk af begivenhederne.  

Vi følger Joan det første år efter Johns død. Hendes sorg indtræder i forskellige etaper og samtidig ryger datteren ud og ind af hospitaler med alvorlige lidelser.

Alt sammen skal håndteres samtidig med at hendes tænkning bliver magisk, som hun skriver. Læs uden for gængs virkelighedsopfattelse.

Det er hjerteskærende læsning og samtidig er det læsning, der går i dialog med læseren, for man stopper uvilkårligt op undervejs og gør status i ens eget liv, reflekterer og mindes selv. Jeg elsker den slags bøger, som kan gøre sådan noget ved en. Og jeg glæder mig usigeligt til at læse bogen Blå timer, som er en uafhængig forsættelse af denne bog.

Det eneste der var kedeligt var beskrivelser af steder, medicinske udtryk og name dropping af berømtheder. Det kunne jeg godt være foruden. Men jeg har tænkt over, om det ikke er et led i hendes navigation ud af sorgen at holde fast i steder og medicin. Lige som hun holder fast i små linjer, nærmest små mantra, der som fyrtårne guider hende gennem det første år. De er noteret med kursiv i bogen.

Jeg ved det ikke hvorfor vi skal høre om alle de gader og steder og medicinske udtryk og mennesker der var til stede ved begivenheder, det var i hvert fald dér, jeg sprang nogle linjer over i bogen.

Jeg vil slutte med Joan Didions ord imod slutningen af bogen.

Læn dig tilbage og nyd disse ord:

Mens jeg sidder og skriver dette, går det op for mig, at jeg ikke har lyst til at afslutte denne beretning.

Jeg havde heller ikke lyst til at afslutte året.

Vanviddet er ved at træde i baggrunden, men bliver ikke afløst af klarsyn.

Jeg venter på løsningen, men den indtræffer ikke. Jeg havde ikke lyst til at afslutte året, for jeg ved, at efterhånden som dagene går, og januar bliver til februar, og februar bliver til sommer, vil der ske visse ting. Mit billede af John det øjeblik, han døde, vil blive mindre umiddelbart, mindre hudløst. Det vil blive noget, der skete for over et år siden. Min fornemmelse af John som sådan, af John i live, vil blive mere diffus, ja mere ”pløret", vagere, vil forvandle sig til noget, jeg er bedst tjent med i mit liv uden ham…