Naja Marie Aidt: har døden taget noget fra dig så giv det tilbage - Carls bog Jeg har lige lagt bogen fra mig føler tomhed og er fyldt op på samme tid. Tomhed fylder så enormt meget i et liv med sorg. Det var så smertefuld god læsning. Ikke til og holde ud og samtidig forløsende, fordi Aidt formår at sætte ord så det uudholdelige. Det, der ligger uden for sproget, men som anes og fornemmes og frygtes. Det er enhver faders, søskendes og moders mareridt som hun er havnet i. Som læser følger man de forfærdelige timer fra sønnen Carl Emil i en psykose, pga. indtag af euforiserende svampe, hopper ud fra 4. sal. Til han erklæres hjernedød på hospitalet nogle dage efter og køres væk. Dette levende mareridt er skrevet med gentagelser og med kursiv. Og er flettet ind imellem citater fra andre forfattere, der har skrevet om sorg, bl.a. Jane Didion, som jeg næsten lige har anmeldt. Der er også tekstbidder fra Naja Marie Aidt; erindringsbidder, små lyriske tekster og tanker og te
Joan Dideon: Blå timer Datterens død eller nok snarere datterens liv handler denne bog om. Minder om datteren forgængelighed, tid, moderskabet og sorg. Hvor Didion skrev Et år med magisk tænkning umiddelbart efter sin mands død, har hun måtte vente flere år, før hun kunne skrive denne bog om Quintana, som datteren hedder. Hvorfor? Nok fordi det er to forskellige smerter. Det er to forskellige mennesker, hun har mistet. Joan Didion skriver fuldstændigt fantastisk. Hun kan det der med at få læseren til at reflektere over sit eget liv. Sætte tusindvis af tanker i gang i hovedet på læseren. Det er så fantastisk. Hendes måder at beskrive minderne på med datteren, er så levende og detaljefyldte uden at blive langvarige, så man nærmest fornemmer hvert lille sandkorn eller støvkorn, der ligger der midt i det hele og er med til at forme mindet. Det er ubærligt at miste sin mand og sin eneste datter. Der er ikke ord for smerten. Men den smerte dyrker hun heller ikke i bogen.