Gå videre til hovedindholdet

Naja Marie Aidt: har døden taget noget fra dig så giv det tilbage - Carls bog 

Jeg har lige lagt bogen fra mig føler tomhed og er fyldt op på samme tid.

Tomhed fylder så enormt meget i et liv med sorg. Det var så smertefuld god læsning. Ikke til og holde ud og samtidig forløsende, fordi Aidt formår at sætte ord så det uudholdelige. Det, der ligger uden for sproget, men som anes og fornemmes og frygtes.

Det er enhver faders, søskendes og moders mareridt som hun er havnet i. Som læser følger man de forfærdelige timer fra sønnen Carl Emil i en psykose, pga. indtag af euforiserende svampe, hopper ud fra 4. sal. Til han erklæres hjernedød på hospitalet nogle dage efter og køres væk. Dette levende mareridt er skrevet med gentagelser og med kursiv. Og er flettet ind imellem citater fra andre forfattere, der har skrevet om sorg, bl.a. Jane Didion, som jeg næsten lige har anmeldt. Der er også tekstbidder fra Naja Marie Aidt; erindringsbidder, små lyriske tekster og tanker og tekster fra Carl selv. Noget af teksten er skrevet med fed og stor skrift som en stor arrigskab og noget så småt som om det er ved ikke at kunne eksistere.

Det er en meget ærlig og anderledes bog i forhold til det Aidt tidligere har skrevet. Hvilket jo ikke er mærkeligt, som hun skriver. Hun er en anden. Spejlbilledet er det samme, men det er en anden, der kigger på spejlbilledet. Og det beskriver jo meget godt denne bog. Sproget og stilen er den genkendelige Aidt og samtidig er indholdet forandret.

Carl står meget klart og tydelig frem. Det er Carls bog, som hun skriver. Man elsker Carl og begræder hans død. Denne fantastiske dreng og unge mand, som man jo ikke kender rigtigt, selvom det virker sådan. Jeg har selv drenge på samme alder og genkender helt sikkert de øjne Aidt betragter sine søn med.

Og det er det bogen gør, den vækker genkendelse, men også frygt for noget, der er så uhyggeligt, at man aldrig aldrig nogensinde ønsker at komme til at kunne genkende det.

Jeg var i tvivl om jeg skulle købe denne bog. For jeg var bange for at læse den, men samtidig har jeg altid beundret Naja Marie Aidt og i min hunger efter at søge et sprog og ord, der ikke er talt/skrevet før af andre eller måske ikke fundet af mig, vidste jeg, at jeg måtte læse den. Og det er helt sikkert, at det udvider sprogforrådet og følelsesforrådet at læse den.




Etiketter:

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

En kopi af kopierne Jesper Wung-Sung og Søren Jessen: Kopierne (Graphic Novel) 2015 Det var min kære kollega, der havde bestilt denne bog hjem til vi skulle køre et forløb med graphic novels i 7. klasse. Og nu har jeg læst bogen to gange for også at lave opgaver til bogen. Og jeg skal læse den igen, for den er godt nok fantastisk. Det er en science fiction fortælling og handler om Jonas, der umiddelbart er en ganske almindelig sund og rask dreng, der en dag kommer hjem fra fodbold og ikke bliver lukket ind af sine forældre, fordi de har en anden dreng, der er fuldkommen magen til Jonas inde i huset. Jonas flygter ud i en skov, hvor han møder andre drenge med samme problem som ham og de må flygte og samtidig bekæmpe frygt for vildsvin, forfølgere, udslettelse og frygt for at iste deres forstand. Det er en fortælling om venskab, frygt, lidt kærlighed og så er den dystopisk med den bagvedliggende undergangsfrygt hos drengene og dertilhørende kamp for overlevelse. Og
Send en kommentar
Læs mere
Patrick Ness: Monster Dette er en af de grummeste bøger, jeg har læst. Og mest på grund af alt det, der ikke bliver sagt, alt det, der ligger som et mareridt og som man fornemmer og ved, men ikke kommer frem. Sådan har Conor, bogens hovedperson det. Hans mor er dødssyg af kræft. Det er alvorligt og der er stor sandsynlighed for at hun….Ja det bliver fortiet af Moderen, Conor selv, hans irriterende Mormor og det fraværende fjols til hans far. I skolen bliver Conor mobbet eller overset, da lærere og elever viser misforstået omsorg og lader ham være. Conor er en meget ensom og bange dreng. Monsteret der kommer hver nat holder ham med selskab. Conor er ikke bange for monsteret, han har set det, der er værre. Men monstret konfronterer indirekte Conor med smerte, dødsangst, angst for at miste, angst for at være helt alene i verden og vrede. Bogen er dyb som dyb i det sorteste dyb, men også dyb fordi den viser menneskelig dybde.  Der er så meget indsigt i bogen.
Send en kommentar
Læs mere
Joan Dideon: Blå timer Datterens død eller nok snarere datterens liv handler denne bog om. Minder om datteren forgængelighed, tid, moderskabet og sorg.  Hvor Didion skrev Et år med magisk tænkning umiddelbart efter sin mands død, har hun måtte vente flere år, før hun kunne skrive denne bog om Quintana, som datteren hedder. Hvorfor? Nok fordi det er to forskellige smerter. Det er to forskellige mennesker, hun har mistet. Joan Didion skriver fuldstændigt fantastisk. Hun kan det der med at få læseren til at reflektere over sit eget liv. Sætte tusindvis af tanker i gang i hovedet på læseren. Det er så fantastisk. Hendes måder at beskrive minderne på med datteren, er så levende og detaljefyldte uden at blive langvarige, så man nærmest fornemmer hvert lille sandkorn eller støvkorn, der ligger der midt i det hele og er med til at forme mindet. Det er ubærligt at miste sin mand og sin eneste datter. Der er ikke ord for smerten. Men den smerte dyrker hun heller ikke i bogen.
Send en kommentar
Læs mere