Patrick Ness: Monster

Dette er en af de grummeste bøger, jeg har læst. Og mest på grund af alt det, der ikke bliver sagt, alt det, der ligger som et mareridt og som man fornemmer og ved, men ikke kommer frem.

Sådan har Conor, bogens hovedperson det. Hans mor er dødssyg af kræft. Det er alvorligt og der er stor sandsynlighed for at hun….Ja det bliver fortiet af Moderen, Conor selv, hans irriterende Mormor og det fraværende fjols til hans far.

I skolen bliver Conor mobbet eller overset, da lærere og elever viser misforstået omsorg og lader ham være. Conor er en meget ensom og bange dreng. Monsteret der kommer hver nat holder ham med selskab. Conor er ikke bange for monsteret, han har set det, der er værre. Men monstret konfronterer indirekte Conor med smerte, dødsangst, angst for at miste, angst for at være helt alene i verden og vrede. Bogen er dyb som dyb i det sorteste dyb, men også dyb fordi den viser menneskelig dybde. 

Der er så meget indsigt i bogen.

Sproget er fint og roligt og  lægger en befriende dæmper på den voldsomme smerte. Men samtidig piller sproget også i smerten, fordi forfatteren får sagt så meget ved ikke at sige det. Dialogerne er rigtig gode og hjerteskærende især mellem Conor og hans mor.

Illustrationerne af Jim Kay er en del af denne graphic novel. De er mørke med antydninger af noget andet i form af tynde ridsede streger og udflydende plamager. De er så fine til denne historie rammer den så godt ind.

Shiobhan Dowd havde ideen til denne bog. Hun døde desværre af brystkræft inden den blev skrevet, så Patrick Ness har taget ideen og formet historien på sin måde. Det har han gjort rigtig godt.

Jeg kunne næsten ikke bære at læse denne bog og samtidig vidste jeg, at jeg skulle læse denne bog for at få mere indsigt. Men der blev grædt og råbt under læsningen. Denne historie berører helt ind i sjælen.

Patrick Ness: Monster Efter idé af Siobhan Dowd Udgivet på dansk af Gyldendal 2015