Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved: Dig og mig ved daggry

 

”Og Liam og Jeg ligger bare der på hver vores stålbord helt adskilt og ubevægelige. Jeg ville ønske, jeg kunne bevæge min hånd, ville så gerne lade den glide ind i hans ligesom vi plejede. Og sige til mor, at hun skal holde op med at ligge der og græde, sige alt det som Liam sagde til mig, da vi sad oppe i lejligheden inden vi tog ned til broen. Fortælle om solopgangen, da vi stod deroppe som ligesom gjorde det smukt og rigtigt. Få hende og far til at forstå hvorfor. Fortælle den rigtige historie. Få Liam til at holde om mig, men det er åbenbart noget af det, man ikke kan, når man er død.”

Bogen begynder med at ligene af Loui (eller Louise) og Liam bliver hevet op af vandet. De er lænket til hinanden med håndjern. Og det er Loui, den døde pige, der fortæller. Hun følger sine forældre og Liams familie efter dødsfaldene. Samtidig får man kærlighedshistorien med al dens lidenskab fortalt og følger parret, der som et andet Bonnie og Clyde-par havner i problemer. Liam, der kommer fra et lidt trashet miljø og hans ven begynder at sælge stoffer, der i begyndelsen fører til et liv i overflod men senere til gæld og ækle bagmænd. Loui er den pæne pige fra Hasseris, der forelsker sig i the bad guy og dermed gør op med sin baggrund og tager et opgør med sine forældre. Hun presses også væk fra den almindelige sorgfrie gymnasietilværelse i og med at hun møder Liam.

Historien er virkelig godt fortalt. Skiftet mellem nutid, hvor parret et er dødt og fortiden fungerer fantastisk godt. Dialogen er levende og realistisk, man får et nuanceret billede af de to hovedpersoner. Og jeg-fortælleren Loui, der formidler historien er til tider så uprøvet og naiv i al sin forelskelse og ungdom at man ikke kan lade være med at holde af hende men også ryste på hovedet af hende. Hun er også en pige, der kæmper for kærligheden og sin elskede, så man røres. Handlingen bliver fortalt i forskellige tempi, der passer til et, der sker om det er en stille kærlighedsscene eller en hæsblæsende flugt.

Dig og mig ved daggry er en bog, man ikke kan slippe. Der sker hele tiden noget og man vil så gerne finde ud af, hvordan det kan ende med at de dør. Historien efter dødsfaldene er også spændende, hvor man følger Louis far, der er ved at fortæres op af hævn. Og moderen, som Loui i live aldrig rigtig er kommet tæt på. Nu kan hun som død mærke og føle moderens tanker og følelser og Loui får en helt anden indsigt og forståelse for sin mor.

Du vil ikke fortryde hvis du får denne bog i hånden, så er du optaget indtil de 310 sider er læst

Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved: Dig og mig ved daggry. Gyldendal