Hannah Kent: Uindviet Jord

Hannah Kent: Uindviet Jord

Romanens handling finder sted på Island i begyndelsen af 1800-tallet. Her møder vi hovedpersonen Agnes Magnúsdóttir, der sammen med to andre er dømt til døden for mordet på to mænd. Agnes skal flyttes fra en mørk og ildelugtende fængselscelle til en gård, hvor Jon Jonsson bor med sin kone og to døtre.  Her skal hun bo frem til sin forventede henrettelse. I romanen følger man livet på denne gård, hvor især husfruen Margrét er betænkelig ved at have en morderske inden for husets fire vægge sammen med sine døtre.

Forfatteren Hannah Kent åbner med fantastiske naturbeskrivelser op for livet på Island i 1800-tallet, hvor livsvilkårene hang sammen med naturen, vejret og lyset.

Romanen bygger på virkelige hændelser og forfatteren har lavet en grundig research gennem mange år. Synsvinklen og fremstillingsformen skifter hele tiden gennem romanen. Ind imellem er det afskrift af virkelige dokumenter fra de virkelige hændelser fra 1824 og årene frem. Andre steder i romanen er det 3. persons fortæller med synsvinkel hos de forskellige personener omkring Agnes. Og når Agnes får plads i romanen er det med en jeg-fortæller.

Agnes’ livshistorie rulles ud i løbet af romanen. På indlevende og følsom vis giver forfatteren stemme til dem, der ellers ikke har så meget ”taletid” nemlig tjenestefolkene og kvinderne. Men ud over at være repræsentant for disse, får vi også Agnes at se. Hendes nuancer, følelser, oplevelser og kærlighed, der gør hende på den ene side såre menneskelig og på den anden side speciel som lige netop mennesket Agnes Magnúsdóttir. Hun kryber ind under huden på én og man har svært ved at slippe hende igen.

Sproget er intenst og sansende krydret med de islandske navne og stednavne, der i deres egen lyd bærer stolthed og sagatradition. Samtidig efterlader sproget også en skrøbelighed og finjustering af detaljer, der gør at det sarte og sårbare falder naturligt sammen med det storladne.

Jeg kan varmt anbefale denne bog, der i hardbackudgaven er så flot med siderne malet sorte i kanten, så detudefra ser ud som om siderne er sorte. Og et flot rødt bogmærke, der som Agneses hjerteblod skærer gennem historien.

 Det er en fantastisk fortælling og der er så mange dejlige passager, man kan dvæle ved igen og igen som f.eks. denne fra side 52

”Hinsides insekternes summen og hestenes rytmiske gang kan jeg høre et brøl i det fjerne. Måske er det havet - den konstante torden af bølger, der rammer sandet i Thingeyrar. Eller måske forestiller jeg mig det bare. Havet trænger ind i ens hoved. Som Natan plejede at sige, så snart du har lukket det ind, så vil det ikke forlade dig igen. Som en kvinde, sagde han. Havet nager.

Det var det første forår i Illugastadir. Lyset var ankommet, som blev det jaget, rystende og med opspilede øjne. Havet var blikstille - Natan førte båden over dets sølverne hud og stak sin åre ned i dets krop.”