Jussi Adler Olsen: Den grænseløse

Jussi Adler Olsen: Den grænseløse

Midt i sin sædvanlige hårdt tilkæmpede morgenlur med benene på skrivebordet i kælderen på Politigården, får Carl Mørck, leder af Afdeling Q. en opringning fra en bornholmsk kollega.

”Ja undskyld, jeg forstyrrer dig, men måske har du lidt tid til at høre på mig.” Men Carl er afvisende, da han bliver klar over, at han er ved at blive prakket en ny sag på, og så bliver røret i den anden ende lige så stille lagt på. Kun få timer efter er konsekvenserne fuldstændig uforudsigelige og Carls egenrådige assistent Rose mere rasende end normalt.

Hårdt presset fører han Afdeling Q ind i en sytten år gammel og ekstremt tragisk sag om en ung, livsglad kvinde, der forsvandt fra sin højskole og blev fundet hængende dræbt i et træ.

Den særdeles jordbundne Carl står nu foran en besværlig og mystisk efterforskning, alt imens en dygtig manipulator med jernvilje beskytter sig selv og sine med alle tilgængelige midler og ikke lader nogen komme i vejen.

Undervejs og i kompromisløse, alternative miljøer bliver Rose, Assad, Carl og den nytilkomne Gordon udfordret på alle tænkelige måder, og gamle sager og hemmeligheder truer med at vælte firkløveret omkuld.

I de sidste par dage har krimipigen i mig været glad. Jeg har fået fat i Jussi Adler Olsens Den grænseløse. Jeg har læst alle de foregående bøger om afdeling Q og det var med forventning om endnu en nervepirrende historie og et fantastisk plot, at jeg gik til denne bog.

Og bogen er god, men man skal rigtig langt hen i bogen før den fanger og det er først på de sidste 100 sider at man ønsker at sætte læsetempoet op i et højere gear end øjnene kan følge med, fordi det bliver ulideligt spændende. Grunden til at man skal så langt ind i bogen før jeg for alvor bed på plottet, var at man regner med det handler om opklaringen af et trafikdrab. Og der bruges tid på detaljer om køretøjer og steder i starten som jeg synes var lidt kedelig læsning.

Når det så er sagt, er kompositionen fremragende. Romanen fanger forskellige mennesker og steder på forskellige tider, der til sidst synkroniseres på en meget fin måde. Sproget er flydende og let sådan som jeg mener en krimi skal være, da det jo hovedsagelig er plottet og personerne der bærer krimier.  Jeg blev dog sprogligt imponeret, da Jussi Adler Olsen i romanen beskriver Carl Mørcks påvirkning efter en seance med hypnose. Det er virkeligt så man selv oplever angstanfald, forvirring om det er virkelighed eller drøm. Fantastisk sproglig oplevelse.

Den alternative behandlerverden kommer også under lup her gennem den logiske og jordbundne Carl Mørck. Dette gøres med humor og lidt distance til det alternative. Det, synes jeg, er modigt men også fint mestret af Adler Olsen. Han kommer helskindet igennem det, fordi der gennem Carl Mørck stadig består en respekt for mennesker og deres tro som lyser igennem.

Der er nogle bifortællinger i romanen som den gamle sag med Hardy og nu noget med Carls fætre og et forældreopgør som optræder i romanen. De følges ikke til dørs, men det gør de jo sikkert i de efterfølgende bind.

Det er ikke den bedste afdeling Q bog, jeg har læst men bestemt en læseoplevelse værdig. Bogen er på 541 sider, jeg vil mene mindre kunne have gjort det i denne omgang.